De Gule Spejderes museum

En "ekspedition" til Grønland

Her følger et udpluk af de tanker om rovernes grønlandsekspedition, som initiativtageren Jørgen Weirsøe gjorde sig i årene op til ekspeditionen. Tillige et par overvejelser om måden, hvorpå vi syd-danskere møder det grønlandske samfund. Begge dele som inspiration til fremtidige "ekspeditioner".

Drømmen opstår

Det begyndte ved et lejrbål på Saltholm engang i foråret 1956. Om bålet lå en lille flok rovere og prøvede at skyde sig ind på forskellige "visioner". Det var ikke tilfældigt, at de var havnet på Saltholm, for det var det nærmeste weekend-tilgængelige område med karakter af vildmark, man kunne nå frem til fra København. Det kan forekomme latterligt, at denne flade ø, hvis højeste punkt næppe er mere end fire meter, skulle blive stedet, hvor de første spæde tanker om grønlandske fjelde blev født. Vildmarken har altid virket dragende på unge sind, og her, ved et bål på Saltholm, opstod tanken om at gennemføre en ekspedition til Grønland. Roverne var fra Grøndalsvænge, og klanlederen Jørgen Weirsøe påtog sig opgaven med at føre drømmen videre. Der skulle dog gå 11 år, inden det lykkedes roverne at sætte støvlerne på de grønlandske fjelde.

 

 

Der skabes planer for ekspeditionen

Deltagerne var en gruppe unge rovere, der ikke ville lade sig nøje med avisernes opfattelse af Grønland. De ville selv opleve Grønland, gå i landet, prøve hvad vejr er, når det er vejr i Grønland. Det var en væsentlig ting ved hele projektet, at roverne først stiftede bekendtskab med den grønlandske natur og ved på denne måde at dele den grønlandske befolknings vilkår, mødte de derefter grønlænderne på en indlysende rigtig måde.

Også for grønlænderne var det enestående med disse unge danskere, der kom vandrende til dem efter mange dagsrejser til fods gennem vildmarken. "Vi føler og opfatter jeres tur som en vandring fra Danmark til Grønland" udtrykte det grønlandske landsrådsmedlem Jørgen Olsen senere.

 

 

Tanker om vildmarken

I oplægget til korpsstyrelsen beretter initiativtagerne: "Mødet med de store vidder i den grønlandske vildmark vil sikkert for de unge deltagere blive en meget værdifuld og muligvis skelsættende oplevelse. Vi må regne med, at en del af deltagerne vil forblive i korpset som gode medarbejdere i årene fremover. Vi har endvidere ret til at håbe, at ekspeditionen kan få rettet søgelyset mod Grønland, der jo rykker nærmere og nærmere år for år, således at ekspeditionen under een eller anden form kan sætte sig spor i dansk spejderarbejde. Det er slet ikke utopisk med et dansk førertrænings- og vildmarkscenter på Grønland, det er måske netop det, der tiltrænges, hvis det gode og sunde i dansk spejdersport skal kunne overleve i bekvemmeligehedssamfundet."

 

 

Grønlænderne

En anden meget væsentlig side af ekspeditionens formål var formidlingen af et møde mellem unge danske og unge grønlændere, der levede under så helt anderledes vilkår end dem, man kendte i København. Et møde der skulle foregå under omstændigheder der i sig selv var helt nye og derved skulle rumme de bedste muligheder for en udvikling af gensidig forståelse. 

 

 

Grønlands Rover Plan

Turen blev udformet som en 3 ugers ekspedition i Sdr. Strømfjord (Kangerlussuaq)/ Holsteinsborg (Sisimiut) området i Vestrønland. Som et roverarrangement naturligvis med klan- og sjakinddeling samt udførelse af "good-turn". Der blev tre faser:

          1. Vildmarksvandring - flerdagshejk med formål

          2. Standlejr - roveraktiviteter og roverting.

          3. Tjeneste - løsning af en samlet opgave i Holsteinsborg (Sisimiut).

Ekspeditionen skulle være en udfordring med store krav til de enkelte deltagere, der skulle besidde et grundigt forhåndskendskab til Grønland og grønlandske forhold og en absolut god fysisk form med lægeundersøgelse inden start.

For at lægge op til den enkelte deltagers personlige forberedelse gennemførtes i vinteren 66/67 "Grønlands Rover Planen", GRP'en. Dette var et større studie- og træningsprogram, der gav et nøje kendskab til Grønland ved studier, foredrag og udarbejdelse af arbejdsmapper og lign. GRP'en omfattede desuden et hårdt fysisk træningsprogram og en opsparingsordning.

 

 

Ruten gennem vildmarken

Det blev planen at lade ekspeditionen seje med amerikanske landgangsfartøjer ca. 30 km ned ad Sdr. Strømfjord, hvor roverne blev landsat på et egnet sted mellem to elvudmundinger ved Qagdlunguit. Herfra skulle tuen klanvis gå op- og indover i nord- og nordvestlig retning, hvor deltagerne under de første dagsmarcher ville få en pragtfuld udsigt mod indlandsisen, isbræerne og de høje alpefjelde mod sydøst. Dagsmarcher på 15-30 km i luftlinje blev anset som passende i betragtning af det meget vanskelige terræn. Klanerne skulle løse lettere opgaver undervejs med videnskabeligt sigte (registrering af flora og fauna, geologiske og arkæologiske formål mm.) og overnatte i ponsjo.

Efter to dages vandring skulle klanerne mødes i den vidunderskønne dal Itivneq ved Maligiaq, en sidefjord til fjorden Ikertog, der har forbindelse med Davidsstrædet og afholde en tredages standlejr. Itivneqdalen hører til de frodigste i Grønland, en brusende lakseelv med 28 bugtninger løber gennem dalen. Der ville blive lejlighed til at bestige det 1800 meter høje fjeld "Pingo". Ved standlejren skulle grønlandske rovere i forvejen udlægge depot, men ellers var der planlagt "selvproviantering" i form af fangst. Dertil var planen at lade et par grønlandske skytter indgå i hver klan. For en sikkerheds skyld medbragtes nødproviant.

Ruten fortsatte videre til det lille udsted Safanguaq med bare 180 indbyggere, der levede af fangst og fiskeri og stadig viste det gamle grønlandske livsmønster. Vildmarksvandringens sidste del gik herfra gennem lavlandet til en meget smuk lejrplads i bunden af Kangerdluarssuqfjorden, og herfra videre til Holsteinsborg. Her ville man opleve det moderne Grønland i en af Grønlands udviklingsbyer, hvor investeringer, initiativ og planlægning dominerer.

Eftergæring over den udvikling, der fulgte i ekspeditionens kølvand de følgende årtier

Katangut-ideen vandt frem i de følgende år. For at sikre en fortsættelse blev der dannet en forening "Katangut-gruppen" med medlemmer fra de forskellige spejderkorps. I 1969 gennemførtes det næste udvekslingsarrangement, der bl.a. bragte grønlandske spejdere til "Ny Hedeby"-lejren i Danmark, og i 1970 landede gruppen med et hold danske spejdere i Narssarssuaq, mens et hold grønlandske spejdere udnyttede returflyet og fik 3 ugers Danmarksophold.

Foreningen var åben for alle, altså også "ikke-spejdere". Det bevirkede med årene, at interessen for mange medlemmer var mere på friluftsliv og fjeldsport end på kantangut-tanken. "Man skal jo vogte sig for ikke at gøre fjeldet og hvad dermed følger til en videnskab, der kræver avanceret klatre- og overlevelsesudstyr. Når vi ser en grønlandsk "katangut" kravle til fjelds med 3 rugbrød, en fiskesnøre og et uldtæppe under armen, tilmed i slidte gummistøvler, må vi tænke over, om vor avancerede måde at møde fjeldet på ikke bidrager til at øge den kløft imellem os, som vi egentlig ville mindske", påpeger Jørgen Weirsøe.

Lad dette være til eftertanke for kommende "ekspeditioner".

 

 

DEL PÅ:

 

 Illustrationer af Jørgen Weirsøe

 Fotos fra Frank Dahlgaards og Jørgen Weirsøes fotosamlinger