For 40 år siden - den 18. juli 1967 - lettede et chartret Sterlingfly fra Kastrup lufthavn med kurs mod Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq) i Grønland. Om bord var 85 forventningsfulde roverspejdere fra Det Danske Spejderkorps, som de følgende tre uger kom på en spejdertur ud over det sædvanlige. Jeg vil kalde det den ultimative spejdertur. For eftertiden har Katangut-ekspeditionen helt klart være "alle spejdertures moder". En tur, der bød på spændende, men udmattende vandringer i en storslået og uberørt natur, som dengang kun var sparsomt kortlagt. En tur, hvor vi fik brug for alle vores færdigheder i at finde vej - og en god del øvrige spejderfærdigheder også. En tur, hvor vi kom tæt på rensdyr, moskus, fjeldryper og myg - og grønlænderne. Det er 40 år siden nu, men ingen af os, der var med dengang, glemmer Katangut-ekspeditioen, spejderturen over alle spejderture. Den blev bl.a forløberen for Qatanngut, den grønlandsk-danske venskabsforening, som blev danneet i 1969 og siden hvert år har arrangeret vandreture i Grønland.

Katangut er det grønlandske ord for "broderskab". Turens overordnede formål var nemlig at skabe bedre samhørighed og forståelse mellem danske og grønlandske unge. Herudover var formålet naturligvis at arrangere en spejdertur, som kunne indfri alle danske spejderdrenges drøm om at prøve kræfter med uberørt eksotisk vildmark og fjeldområder langt væk fra de velfriserede danske plantager, marker og enge.

Forud for afrejsen fra Kastrup var gået et helt års forberedelser. Ekspeditionsledelsen havde udarbejdet en "GRP" - Grønlands Rover Plan, der bestod af oplysningsmateriale om stort set alle aspekter omkring Grønland: Geografi, meteorologi, geologi, historie, botanik, zoologi, etnografi, sprog, sociologi, økonomi og samfundsforhold. Vi læste og studerede alle det omfattende materiale, og specialiserede os derefter hver især i et enkelt område eller to. Mine områder blev sociologi og statistik omkring grønlandske samfundsforhold. GRP omfattede også et træningsprogram, så deltagerne kunne være i fysisk topform. Det var vi, og det var nødvendigt, for al udrustning til en uges vandring i ødemarken inklusive telte, soveposer, mad, kogegrej og nødhjælpskasse, skulle bæres på ryggen.

Ekspeditionen var opdelt i otte klaner hver på ti mand. Selv var jeg med i klan IV med radiokaldenavnet "Abrikos". Jeg blev i øvrigt udpeget som klanens radiomand, hvilket indebar den tvivlsomme ære at bære en militær radio - en stor, tung sag, som vel i dag kan beses på teknisk musuem. Under vandringen i ødemarken var det aftalt, at vi på forud fastsatte tidspunkter skulle tænde radioerne og kalde hinanden og melde, om alt stod vel til. Det var lidt af et under, at ingen af de 80 ekspeditionsdeltagere kom til skade under fjeldvandringen - ikke så meget som en forstuvet fod. Men radiokontakten var vores sikkerhed og forbindelse til de andre klaner og civilisationen i form af politikutteren "Malik"en, som sejlede langs kysten under fjeldvandringen.

Den første uge gik vi over 100 km gennem ødemark og fjelde fra Søndre Strømfjordbasen, til Holsteinsborg (Sisimiut). Den anden uge opholdt vi os i Holsteinsborg (Sisimiut), hvor vi deltog i en rækkeforskellige aktiviteter, og den sidste uge havde vi basislejr  ved Lake Fergusson nogle kilometer uden for Søndre Strømfjordsbasen, hvorfra vi bl.a. tog på en tre dages vandretur til Indlandsisen.

Flyturen op til Grønland tog otte timer. Vi landende på den amerikanske flybase i Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq) om aftenen. Her mødte vi kort de forventningsfulde grønlandske spejdere, som flyet fløj retur til Danmark med. Mens vi var i deres land, skulle de nemlig besøge vores Danmark. Derefter var der bespisning i en af basens kantiner, og sent om aftenen gik vi så ombord i tre militære landgangsfartøjer, som i 1944 havde været benyttet ved landgangen i Normandiet. Med brølende motorer gik det herefter i godt en time udad i fjorden. Så drejede bådene ind mod kysten, "vindebroen" i stævnen blev sænket, og værs'go: Afgang til Holsteinsborg (Sisimiut) til fods gennem ødemarken. Da var klokken to om natten.

Det viste sig snart, at ekspeditionsledelsen havde overvurderet marchhastigheden. Vi gik vel højst 2-3 km i timen på grund af det vanskelige terræn. Trods lange dagsmarcher blev det nødvendigt at sløjfe en planlagt standlejr i Itivnekdalen. Naturen var storslået. Jeg husker, at vi nogle steder skubbede store sten, som isen for længe siden havde placeret på fjeldryggene, ned ad fjeldsiderne, hvor de med gevaldige plask endte i vandet. Der var nemlig et utal af søer i området. Risikoen for at ramme andre mennesker var nul. Der var ikke andre end os. Der var en del rensdyr i området, og flere af os bar efterhånden ikke blot på voers rygsæk, men på et flot rensdyrgevir, vi havde fundet undervejs.

Undervejs benyttede vi bl.a. luftfotografier til at orientere efter, og vi lavede optegnelser med henblik på at anlægge en vej fra Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq) til Holsteinsborg (Sisimiut). Amerikanerne havde nemlig tilbudt grønlænderne at anlægge en sådan vej kvit og frit, og nu kunne de danske spejdere passende hjælpe med at kortlægge området. Som det vil vides, blev vejen aldrig anlagt. Vistnok fordi grønlænderne forlangte, at amerikanerne efterfølgende også skulle stå for vedligeholdelse af vejen. En kæmpe dumhed. Havde man taget imod det generøse tilbud, havde man idag haft en 110 km vej fra den største flyveplads i Sydgrønland til een af de største grønlandske byer, som Holsteinsborg (Sisimiut) er. Og med vejen havde man fået et væld af muligheder for erhvervsudvikling og turisme. 

Et lille udsted, Sarf¡nguaq, havde glædet sig gennem måneder til at få besøg af os danske roversepejdere, og beboerne her måtte ikke skuffes. For at nå frem i tide vandrede vi derfor en hel nat (som er lys, vi befandt os jo på polarcirklen). Udmattede nåede den ene klan efter den anden frem til udstedet hen på morgenen. Nogle timers søvn i teltene, og så var vi klar til at mødes med de gæstfri indbyggere. Vi lavede mad over bål, som vi spiste med beboerne, og bagefter blev vi budt til kaffemik i deres huse og tørvehytter. De var alle meget glade og smilende - og meget beskedne. Et godt og positivt møde mellem danske og grønlændere. Dagen efter nåede vi frem til Holsteinsborg (Sisimiut), hvor vi fik en fornem modtagelse af borgmesteren, Emilie Lennert, iført grønlandsk nationaldragt. Også andre af byens fremstående repræsentanter var mødt frem sammen med mange af byens borgere, ikke mindst nysgerrige børn.

Under opholdet i Holsteinsborg var vores tjenesteopgave at grave en grøft, der skulle afvande en plads, som var tiltænkt at blive byens idrætsplads. Uden afvanding kunne de store gravemaskiner ikke operere på området, så det var dette, vi skulle muliggøre. Arbejdet indebar sprængning med dynamit af den permafrosne jord. Denne del af jobbet stod stedlige eksperter for. Vi gravede hver da 3-4 timer i hold, men ideen om at danskere og grønlændere skulle arbejde sammen side om side slog pinlig fejl. Det var stort set kun os danske spejdere, som arbejdede. Det gjorde en del af os ganske sure, herunder også ekspeditionsledelsen. Det lykkedes efterhånden at få enkelte unge grønlændere til at dukke op, men imponerede var vi ikke. Skuffende.

Jeg husker også fra opholdet i Holsteinsborg, at næsten alle lederposter i byen var besat med danskere. F.eks. bestyreren af butikken, KGH, hvor alle købte ind. Det slog mig, at hér var et folk, nemlig grønlænderne, som var blevet umyndiggjort i deres eget land. Da vi kom til byen, var den tørlagt for øl, men efter nogle dage kom et forsyningsskib, og så blev indkøbskurvene fyldt op - med øl. Kun øl. Jo vist var der druk-problemer i Grønland dengang, og det er der desværre stadigvæk i betydeligt omfang. Opholdet i Holsteinsborg bød også på en venskabsfodboldkamp mellem de danske spejdere og det lokale grønlandske fodboldhold. Hér var der ikke problemer med fremmødet. Grønlænderne vandt iøvrigt stort: 11-1. En aften arrangerede vi et stort lejrbål centralt i byen, hvor vi spejdere optrådte med sange, danse og guitarspil. Rigtig mange holsteinsborgere var mødt frem, og det blev en stemningsfuld aften.  

Efter en uge tog vi afsked med Holsteinsborg, gik ombord i kystskibet "Umának", og sejlede i den lyse sommernat sydpå og derefter de 180 km ind i bunden af den dybe Søndre Strømfjord - tilbage til den amerikanske base dér. Her slog vi lejr ved Lake Ferguson 2-3 km syd for selve basen. En af dagene blev der arrangeret et "Icecap race" - et 30 km terrænløb fra et lille bjerg med navnet "Sugar Loaf" ind til Indlandsisen og retur. Den hidtidige rekord på 2 timer og 52 minutter havde en amerikansk løjtnant. "Kan i slå dén rekord?", spurgte den amerikanske Base Commander udfordrende. Det kunne ikke færre end fem danske roverspejdere! Base Commander var synligt imponeret.

Den del af Katángut-ekspeditionen, som gjorde størst indtryk på mig, var en tre dages vandretur fra Lake Ferguson ind til Indlandsisen. En fantastisk tur i storslået natur. Undervejs traf vi på en hel nyfødt renkalv, som stod og rystede på sine usikre ben. Ren-moren flygtede, da vi nærmede os. Vi rørte selvsagt ikke klaven og skyndte os bort, så kalven kunne få en chance. De sidste 500 m frem mod Indlandsisen var som at gå mod en åben køleboks. Kulden strømmede os i møde. På tilbageturen løb vi tør for mad, og det var nogle særdeles sultne roverspejdere, som vendte tilbage til lejren ved Lake Ferguson, hvor vi "vold-åd".

En af de sidste dage brugte vi på at få nogle gode fotos af rensdyr. Vi havde hverken telelinser eller moderne kameraer, så det gjaldt om at komme tæt på dyrene og at fotografere dem med flybasens lyse sandjord som baggrund. Det krævede samarbejde og slagplaner, men det lykkedes til sidst at få nogle flotte rensdyr til at løbe tæt forbi en bakkekam, hvorfra vores placerede fotografer knipsede nogle gode billeder. Vi stiftede også bekendtskab med Willy, som var en moskusokse, der levede tæt ved flybasen. Da én af roverspejderne kom for tæt på Willy, gik den til angreb, men spejderen nåede i sikkerhed bag en stor tønde fyldt med sand. Den stod i et vejsving og markerede vejkanten. Jeg læste i avisen, at Willy nogle år senere blev skudt, fordi den ofte gik rundt nede på landingsbanen og generede flytrafikken. I dag er der imidlertid kommet en hel stamme af moskusokser til Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq) området.